I Ahornhuset får de kommende skolebørn et særligt tilrettelagt forløb, som giver børnene nogle færdigheder, erfaringer og kompetencer, de kan bruge i skolen og fremover.
Fra januar til og med april opretter vi vores såkaldte ”Storegruppe”, som består af årets kommende skolebørn. Storegruppen mødes tre dage om ugen á 3-4 timer.
En fast og mangeårig tradition i storegruppeforløbet er vores koloniophold i en nærliggende spejderhytte og her er gruppen på koloni med to overnatninger. Det er en fantastisk oplevelse, der giver børnene et ganske særligt fællesskab og sammenhold.
Vi har særligt fokus på at styrke børenes sociale kompetencer, at de kan danne legerelationer, sige til og fra på den gode måde og hjælper hinanden.
At børnene styrker deres alsidige kompetencer i det trygge miljø - øver deres modighed og prøver nye ting eller tør stå frem og dele deres tanker og følelser, kan vente på tur og har selvkontrol og kan koncentrer sig til at modtage beskeder og deltage i alderssvarende aktiviteter.
I arbejdet med storegruppebørnene lægger vi derfor særlig vægt på følgende:
- At de kan lytte
- At de kan fortælle
- At de kan fungere socialt og samarbejde om et fælles emne
- At de kan færdes og vise hensyn til andre
- At de kan vise omsorg og hjælpsomhed
- At de er selvstændige i forbindelse med påklædning, toiletbesøg etc.
- At de kan håndtere forskellige redskaber som blyant, saks, lim, pensel, bold osv.
Ovennævnte punkter ligger integreret i forløbet, der bliver planlagt over forskellige temaer.
Som eksempel på temaer kan nævnes:
- Børnene selv og deres lokal-område.
- Teatertur
- Fri for Mobberi
- Tur på løbecykler (Se billede)
- Påsketema hvor der bygges påskekasser, klippes gækkebeve etc.
- Kunstforløb med fokus på tegning, maling og skulpturer.
- Naturforløb, der afsluttes med koloniophold på 2 døgn.
Herudover har vi haft temaer om planeterne, H.C. Andersen, danske fugle, gamle dage.
I forløbet arbejdes der ligeledes med det fælles kommunale overgangsmateriale, der er bindeled mellem daginstitution og skole. Børnene kommer på besøg på deres kommende skole, da skolerne invitere til et besøg for, at give en blødere overgang, ved at give børnene et indblik i hvordan skolen ser ud og hvad de vil sige at gå i skole netop der.
Børnene slutter deres børnehavetid med en sjov og hyggelig afslutningsfest.